Horsens: Byggeriet ’Havnefronten’ går nu i gang

05.04.2017

Det store byggeri af lejligheder ved siden af lystbådehavnen går nu i gang. Når det står færdigt, vil der være i alt 87 nye lejligheder i Horsens med udsigt over fjorden, og havnen vil have fået et markant løft. Arkitektgruppen, som sammen med Bech Gruppen står bag projektet, har stor erfaring med byudvikling bl.a. fra byggerier langs Københavns Havn og Amager Strand samt adskillige projekter i hele Danmark.

 

Nedrivningen af de gamle bygninger på grunden ved siden af lystbådehavnen går nu i gang og vidner om, at der snart sker noget på den gamle havnegrund. Når de sidste formelle tilladelser er givet, starter byggeriet af det første ud af seks punkthuse i Havnefronten op. Byggeriet er opdelt i etaper, og den første etape er den, som ligger tættest på lystbådehavnen, og som vil stå færdig til indflytning i sensommeren 2018.

 

”Vi glæder os til at sætte vores præg på den spændende udvikling af Horsens Havn. Efter flere år med aktiviteter primært rettet mod Hovedstadsområdet og Fyn er det glædeligt at være tilbage i Østjylland, hvor vi forventer at udvide vores aktiviteter betragteligt i de kommende år” siger Robin Feddern, adm. direktør i Arkitektgruppen. ”Vi har, sammen med Bech Gruppen og vores arkitekter udviklet et smukt byggeri, som med sin fantastiske beliggenhed til vandet er noget ganske særligt”.

 

Der har på forhånd været stor interesse for Havnefronten, og over halvdelen af lejlighederne i første etape er allerede solgt eller reserveret. Alt i alt er der 87 lejligheder, når alle etaper er blevet bygget, og de vil alle have vandudsigt.  Lejlighederne er fra 126 – 184 m2, og priserne starter fra 2,9 millioner, mens en stor penthouse-lejlighed med egen tagterrasse koster omkring 7 millioner.

Det er langt fra første gang, at Arkitektgruppen er med til at udvikle et nyt område. Således har selskabet, der blev stiftet tilbage i 1986, over 6000 boliger på bagen i bl.a. Århus, Odense og København.

 

Om Havnefronten

Havnefronten er tegnet af Reihs Arkitekter og består af 87 lejligheder fordelt i seks punkthuse. Byggeriet finder sted i etaper, hvor den første etape går i gang nu. Det primære fokus for indretningen af lejlighederne er at få den fantastiske beliggenhed ved lystbådehavnen, trukket helt ind i boligen, bl.a. i form af store udearealer. Lejlighederne har alle mindst to altaner eller terrasser, så udelivet kan nydes på alle tider af dagen. Husenes forskudte placering giver alle boliger et optimalt lysindfald. Desuden er alle lejligheder placeret, så der er kig til havnen og livet omkring.

Det er Bech Gruppen og Arkitektgruppen, der står bag det nye projekt.. EDC i Horsens forestår salget af lejlighederne.